LivsstilOplevelserBørn

Postkort fra Jägermo

9. maj 2015 — by Mia Lundholm

main

LivsstilOplevelserBørn

Postkort fra Jägermo

9. maj 2015 — by Mia Lundholm

Jagermo 9
Jagermo 10
Jagermo 8
Jagermo 7
Jagermo 6
Jagermo 5
Jagermo 4
Jagermo 3
Jagermo 2
Jagermo 1

11 timers kørsel fra København ligger Pension Jägermo. Det perfekte stop på vej sydpå!

SYDPÅ: Der skulle gå 22 år med kørekort og 13 år som mor før jeg turde begive mig ud på de tyske motorveje med manden som primær chauffør og tre unger på bagsædet. Og det er til trods for at mine bedste ferieminder stammer fra køreturene sydpå. Ture hvor mine forældre – sikkert ikke uden frygt – sneg sig afsted i indersporet på Kässelbakkerne med mig, mine to mindre søskende, en stak Anders And, et Donkey Kong bip-bip spil og bagagerummet på vores lille Mazda 323 proppet med villatelt, luftmadrasser, hovedpuder og en måneds forbrug af makrel i tomat – fantastiske ferier.

Faktum er at man aldrig kender dagen, før den er omme, så hvorfor bekymre sig på forhånd? Alligevel bruger de fleste af os rigtig mange kræfter på at overveje og spekulere. Drømmer du om en tur sydpå i egen bil – så KAST DIG UD I DET – du får en oplevelse for livet!

Overnatning i München
Nu er der jo naturligvis forskel på hvor i landet vi kommer fra, men vores ture tager afsæt i Værløse lidt nord for København. Hvis man triller hjemmefra ved 5 tiden, kan man nå en færge ved 7 – 7.30 tiden og være i München ved aftensmadstid. Det er et dejligt langt sejt træk, med ca. 11 timers bilkørsel + færgen, som får jer godt derned af, så køredag nr. 2 bliver helt overskuelig. En tur de fleste magter, tør jeg godt love.

Ungerne tager sig en god lur på vej til færgen (i vores tilfælde Rødby-Puttgarden), så er der morgenmad ombord, frisk luft og stræk benene. Bagefter tid til en god film, måske en lur mere, spil på iPad eller Nintendo og så er det pludselig frokosttid. Efter frokost måske en Jumbobog, en god roman, en stak blade, malebog – HUSK at gå ud og strække benene og tisse af, når der skal tankes benzin. Før I ved af det er I næsten igennem Tyskland.

Dengang jeg var barn… Overnattede vi ikke på turen t/r Italien, det var der vist ikke råd til. Min far, som var eneste chauffør tog sig en lur på et liggeunderlag på jorden på en rasteplads ved siden af bilen, og vi andre, tja, vi sov jo det meste af vejen derned alligevel, så vi holdt øje mens han sov. Men min far er mere sej end de fleste… Såååå jeg vil nok anbefale at sætte af i budgettet til en overnatning, for alles skyld.

Pension Jägermo
Der findes jo mange dejlige overnatningsmuligheder, men 5-10 minutters kørsel væk fra motorvejen ved München ligger det skønne, rene, pæne, servicemindede Pension Jägermo, genial overnatning til en rimelig penge og med god morgenmad, ja tak!

Overfor Jägermo ligger en hyggelig autentisk restaurant med en anstændig størrelse og bestemt anbefalelsesværdig Wienerschnitzel på menukortet. Og en VELVOKSEN kold øl fra fad! Sådan en har chaufføren fortjent – og godnat!

Landskabet forandrer sig
Næste morgen er I på farten igen efter en skøn morgenmad og rammer Italien ved frokosttid. Et godt tip – få lige ungerne til at slukke for underholdningen og tænde for kameraet i iPaden, når jorden begynder at rejse sig i de mest vidunderlige bjerglandskaber omkring jer. I kan måske udskrive en lille konkurrence om, hvem der kan tage det mest imponerende billede af et af de majestætiske bjerge lige udenfor vinduerne. Bjergbilledet i serien herover er taget ud af bilruden med en iPhone i fuld fart på motorvejen.

TEKNISK BONUS INFO
– Vi begav os afsted i vores 13 år gamle Opel Zafira, med et ny-tegnet Falck abonnement i ryggen.
– Stor fordel med 7 sæder, så ungerne kunne brede sig.
– Husk de fornødne vej-tilladelser som købes online inden afrejse. Tjek det ud på FDM’s hjemmeside.